Medicinalindustrien og EU i historisk pokerspil om vaccinemilliarder   

“Jeg kan ikke komme i tanke om noget lignende forløb.”

Sådan lyder vurderingen fra Lægemiddelstyrelsens medicinske chef, Nikolai Brun. Han er den dansker, der sidder tættest på de spektakulære, men dybt fortrolige forhandlinger med de virksomheder, der forsøger at udvikle og producere de coronavacciner, som hele verden gisper efter. 

Alt er usædvanligt, når bare syv embedsmænd fra medlemslandene og EU-Kommissionen i disse dage – ofte til langt ud på natten - forhandler med forskellige medicinalvirksomheder om at udvikle coronavacciner til 400 millioner europæere. 

Og det er ikke kun, fordi det står til at blive det største vaccineindkøb i europæisk historie.

20 milliarder til vacciner
Udviklingen, testningen og produktionen skal ske i et tempo og i en mængde, der ikke tidligere er set i den medicinske historie.

EU har foreløbigt afsat 20 milliarder kroner til indkøbene. Helt usædvanligt for et vaccineindkøb, betales der penge på forhånd. Det er dog fortroligt, hvor stor en del af pengene, som betales inden selve vaccinen bliver leveret.

Og det er ifølge Nikolai Brun også endnu fortroligt, om medlemslandene selv skal betale yderligere, når - eller rettere hvis - vaccinerne nogensinde bliver leveret. 

Normalt er det medlemslandene selv, der køber medicin og vacciner, når virksomhederne har fået godkendt det hos den europæiske lægemiddelmyndighed, EMA. 

Og normalt foregår salg af medicin dybest set på markedsvilkår. Virksomhederne har et patent på deres godkendte medicin. Ligesom andre private virksomheder forsøger de så at sælge deres produkt til den højst mulige pris, så der er det størst mulige overskud efter at have dækket de ofte store udviklings- og produktionsomkostninger.

Skal lokkes til at lave vacciner
Men en coronavaccine er et økonomisk højrisikoprodukt for virksomhederne, som er svært at tjene penge på. Det er forventningen, at patienterne skal vaccineres én til to gange, mens meget andet medicin kan sælges i mange år bagefter.

“Virksomhederne løber en kæmpe risiko med en coronavaccine. Selv under almindelige forhold er det ekstremt dyrt at udvikle og producere vacciner. Samtidig er flere af virksomhederne helt usædvanligt gået i gang med egentlig produktion af vaccinerne. Men risikoen er, at vaccinen ikke kan bruges, fordi den ikke er effektiv nok eller har for mange bivirkninger,” siger Nikolai Brun om baggrunden for, at Danmark via EU nu helt bevidst betaler penge for vacciner, som kan vise sig at være ubrugelige.  

“Man skal mere se det som et udtryk for, at EU-landene ønsker at bidrage til producenternes udviklings- og produktionsomkostninger,” forklarer Nikolai Brun. 

Men EU-kommissionen vil endnu ikke selv dele detaljer om de milliarddyre historiske aftaler, der er ved at blive indgået. Kommissionens hjemmeside ser ud til at være klinisk renset for al information om, hvad virksomhederne bliver betalt for at udvikle og producere vaccinerne. 

“Det er fortroligt,” bekræfter Nikolai Brun, men forhandlingerne er også langt fra afsluttet.  

EU - og dermed Danmark - har dog indgået aftaler med virksomhederne AstraZeneca og Sanofi-GSK. Med de to aftaler betaler betaler EU  et ikke offentliggjort beløb for at EU potentielt kan få adgang til 700 millioner vaccinedoser. De to fortrolige aftaler vil ifølge Sundhedsministeriet kunne vaccinere 4,4 millioner danskere, hvis vaccinen viser sig sikker og effektiv og bliver leveret til tiden. 

Derfor er det så hemmeligt
Samtidig har Kommissionen indgået foreløbige aftaler med fire andre producenter, så EU potentielt i alt kan købe lige under 1,8 milliarder vaccinedoser, som også skal omfordeles til de enkelte medlemslande i forhold til indbyggertal.

Hvor mange penge de foreløbige aftaler udløser er - ligesom tidshorisonten og betingelserne - også fortroligt.

Her henviser Nikolai Brun til, at det er gængs praksis på medicinområdet og andre udbudsprocesser, at forhandlingerne og virksomhedernes bud er fortrolige.

“Vi kan ikke oplyse betingelserne og pris, fordi så kompromitterer vi vores egen forhandlingsposition i forhold til de næste producenter, vi skal forhandle med,” siger Nikolai Brun.  

Kommissionen skriver også i sin vaccinestrategi, at pris kun er ét af mange parametre, som vaccinekandidaterne bliver vurderet efter. Hvor hurtigt, hvor meget, og i hvilken kvalitet er også blandt en helt stribe kriterier, som kandidaterne bliver målt på.  

Danmark får måske 12 millioner vacciner
I strategien kan man også læse, at det også tages i betragtning i forhandlingerne, hvorvidt virksomhedernes er indstillet på at gøre billige coronavacciner tilgængelige uden for EU.

Antallet af vacciner, som Danmark er ved at lægge beslag på via Astrazeneca-aftalen og de fem mere foreløbige aftaler, er endnu et eksempel på, hvor ekstrem situationen er.  

Hvis alle seks aftaler munder ud i, at producenterne vitterligt lykkes med at producere og levere virksomme vacciner, så vil Danmark ifølge Lægemiddelstyrelsen have vacciner nok til at kunne vaccinere 12 millioner mennesker mod corona.  

De fleste læsere vil vide, at der kun er seks millioner danskere. Men adgangen til de 12 millioner vaccinationer er dog også teoretisk.  

Årsagen er, at alle vaccinerne endnu ikke er færdigudviklede. Ingen af dem er kommet helt igennem alle de omfattende tests og forsøg, der skal dokumentere vaccinernes sikkerhed og effektivitet.  

Producent: Vi gør det non-profit
Danmark og EU-landene forsøger dermed at sikre, at der alligevel bliver virksomme vacciner til alle europæere, selv om mere end halvdelen af vaccinekandidaterne aldrig bliver klar til brug.

Hvad priserne ender med at blive for EU's og dermed Danmarks vacciner er endnu ikke offentliggjort. Men Astrazeneca, som EU har en forkøbsretsaftale med har i en pressemeddelelse meldt ud, at deres vacciner bliver produceret og udviklet non-profit.

Hvordan de vil dokumentere, at betalingen fra EU, der pt er fortrolig, kun dækker omkostningerne, er ikke oplyst i pressemeddelelsen. Virksomhedens presseafdeling har ikke svaret på Altingets henvendelse omkring dette spørgsmål.

ole@altinget.dk